Seniorrådgiver for de danske socialdemokrater i Europa-Parlamentet
November – december 2024
Med base i Danmark rådgiver jeg fortsat de danske socialdemokrater i Europa-Parlamentet indtil årets udgang.
Sekretariatsleder for de danske socialdemokrater i Europa-Parlamentet
December 2020 – oktober 2024
Som sekretariatsleder har jeg en overordnet koordinerende rolle på tværs af de tre MEP-kontorer og alle delegationens 13 medarbejdere. En af opgaverne er at være bindeled hjem til partiet i Danmark og til S&D Gruppen i Parlamentet. Derudover varetager jeg HR-administrative opgaver, overvåger delegationens økonomi og bistår med langsigtet strategisk planlægning for delegationen.
Generalsekretær i Young European Socialists (YES)
Marts 2019 – januar 2020
Som generalsekretær i YES, havde jeg personaleansvar for vores 1-2 ansatte på kontoret i Bruxelles. Derudover havde jeg det overordnede organisatoriske ansvar, som blandt andet indebar ansvar for organisationens økonomi, uddannelsestilbud, vedtægtsbestemte møder og relationen til samarbejdspartnere og medlemsorganisationer i hele Europa. Jeg har blandt andet repræsenteret YES til Presidency Meetings i Party of European Socialists og i New York til FEPS’ side event i forbindelse med klimatopmødet i 2019.
Juniorrådgiver hos SIVIL – Socialøkonomisk kommunikationsbureau
Maj 2018 – marts 2019
Som juniorrådgiver hos SIVIL bistod jeg rådgiverne med forskellige kommunikationsproduktioner – særligt skriftlig produktion som debatindlæg, tekster til publikationer og til sociale medier. Jeg var med til idéudvikling af grafikker til sociale medier og bidrog til udarbejdelse af kommunikationsstrategi for vores kunder.
Forbundssekretær for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU)
April 2016 – april 2018
Som forbundssekretær havde jeg det overordnede ansvar for alt internt i organisationen: vores interne uddannelser, organisationens udvikling, kampagneindsats og afdelingsunderstøttelse.
En central del af ansvaret var personaleledelse af vores ca. 8 ansatte på Landsforbundet.
Arbejdsopgaverne spænder fra udarbejdelse af årsrapporten og daglige driftsopgaver over udarbejdelse af strategier for organisationen og repræsentation.
Student/juniorkonsulent hos Socialdemokraternes Analyse- og Informationsafdeling (AIA) på Christiansborg
April 2015 – april 2016
Som student hos AIA arbejdede jeg primært med borgerhenvendelser. Det kræver stor viden om partiets politik og evnen til at kommunikere empatisk og klart på skrift. Jeg varetog sammen med de andre studenter morgenudsending af dagens nyheder 1-2 morgener om ugen.
Næstformand i Danmark Socialdemokratiske Ungdom (DSU)
Maj 2014 – april 2016
Som næstformand i DSU indgik jeg i ledelsens daglige arbejde og sparring. Jeg havde særligt fokus på DSUs internationale engagement. Derudover var jeg tovholder på landsmøder, debattøruddannelse i forbindelse med første skolevalg og udarbejdelse af organisationens første organisationsudredning.
Kommunikationspraktikant for Christel Schaldemose, MEP (S)
Februar 2014 – maj 2014
Som kommunikationspraktikant lavede jeg mange blandede opgaver for Christel: læserbreve, kampagnestrategier, layout af forskelligt materiale til tryk og web i InDesign, kontakt til baglandet, interne notater og lignende. Jeg blev kyndigt overvåget af Christels presseansvarlige, men havde et stort råderum og til tider et stort ansvar.
Politisk medarbejder hos Frit Forum
September 2013 – januar 2014
Som politisk medarbejder var jeg Frit Forums eneste ansatte og sad derfor med en bred vifte af opgaver. Alt fra medlemshåndtering over planlægning af arrangementer, studietur og kampagner til servicering af Frit Forums koordinerende organ Studentersekretariatet.
Læs mere om Frit Forum på: www.fritforum.dk
Sekretariatsleder hos Netværket af Ungdomsråd (NAU)
September 2012 – januar 2014
Som sekretariatsleder var det mig, der udstak de overordnede arbejdsopgaver og sørgede for at de fire andre på sekretariatet havde de optimale betingelser for at udføre deres arbejde.
Derudover havde jeg kontakten til vores eksterne samarbejdspartnere og arbejdede hele tiden på at skabe nye kontakter og fremme NAUs sag i relevante fora. Som daglig leder havde jeg også ansvaret for at ansætte nye medarbejdere i samråd med ledelsen.
Endelig deltog jeg i de daglige opgaver med planlægning af aktiviteter, undervisning på kurser og lignende.
NAU er en forening med vokseværk og min mission var at videregive en større, mere kendt og professionel organisation.
Læs mere om NAU på: www.NAU.dk
Kursusleder og kommunikationskonsulent hos Netværket af Ungdomsråd (NAU)
Juli 2012 – september 2012
Mine primære arbejdsopgaver bestod i at skabe en ny struktur på NAUs kursussektor og lave en plan for, at udbrede kendskabet til kurserne og derigennem øge efterspørgslen. Derudover fungerede jeg som underviser på forskellige kurser.
Mine kommunikationsopgaver bestod i udarbejdelse af kvartalslige nyhedsbreve og løbende opdatering af nyheder på hjemmesiden og Facebook foruden færdiggørelse af en overordnet kommunikationsstrategi for NAU.